VUIF, som vi kender den i dag, er en sammenslutning af tre tidligere selvstændige foreninger, nemlig Velling Gymnastikforening, Velling Idrætsklub og Velling Ungdomsforening. I 1961 blev idrætsklubben lagt sammen med gymnastikforeningen og begge blev 8 år senere sammenlagt med ungdomsforeningen.

Man startede med at øve gymnastik i forskellige lader rundt om i sognet, indtil gymnastikhuset Vesttarp Gamle Skole blev bygget i 1887.

I 1908 havde Velling Gymnastikforening 1 af 35 deltagere, Jacob Høj Kjeldsen, med til OL i London. Det var første gang Danmark var repræsenteret, og begivenheden vakte stor opmærksomhed. Ved OL i 1912 var der 3 deltagere med fra Velling, Klaus Jensen, Chr. Boutrup og Laurids Lauridsen.

I starten havde fodbolden vanskelige kår, da spillet ikke var anset blandt sognets ældre. Helt anderledes velanskreven var Skytte- og Gymnastikforeningen, og ikke alle "pæne" familier tillod døtre at gå til bal i Idrætsklubben. Med årene blev klubben dog anerkendt og værdsat, især da "fodboldkarlene" i 1938 spillede om Jyllandsmesterskabet.

I begyndelsen af 20'erne brugte man en udstoppet sæk som bold, indtil man fik samlet pengene - 15 kr. - sammen til at få syet en rigtig bold. med hensyn til baner var forholdene lige så ringe. Man spillede på en almindelig kofenne forskellige steder i sognet. Køerne gnubbede sig på målstolperne, så de blev skæve og måtte rettes op, og banerne måtte muges ud før hver kamp.

Det var uacceptable forhold, så Idrætsklubben og Gymnastikforeningen nedsatte et udvalg til at rejse penge og købe jord til "Velling Idrætspark", og 2. pinsedag i 1941 blev det nye anlæg indviet. Pladsen er i dag overgået til kommunen.

Kilde: Træk fra det frivillige ungdomsarbejde i Velling Sogn gennem hundrede år 1884 - 1984